Industrimuseet Frederiks Værk & Knud Rasmussens Hus – Byvandring i børnehøjde
Industrimuseet Frederiks Værk inviterer dig og din elevgruppe på guidet historisk vandring i Frederiksværk. Vandringen er kronologisk opbygget, og kan tilpasses forskellige aldersgrupper og fokusområder.
FREDERIKSVÆRK – FRA VANDKRAFT TIL STÅLSAT BY
Byen er ung. Den er ikke stor, og den ligner ikke andre byer i Danmark. Kig på et kort eller gå en tur. Du vil opdage, at der ikke er et centrum. Kanalens mange forgreninger byder både skønhed og modstand. Hvad er det med den by?
Det kan Industrimuseet Frederiks Værks museumsværter svare på gennem individuelt tilrettelagte byvandringer for både mindre og større klassetrin. Vores bykerne er så unikt opbygget, at vores fælles historie kan fortælles og opleves kronologisk, gennem en særligt tilrettelagt rute. Vi starter turen fra Arsenalet ved den gamle bymodel, går langs kanalen og kirken, forbi de Classenske huse og afslutter ved Krudtværksområdet.
Frederiksværk hører til blandt Danmarks 25 nationale industriminder. Derfor lægger museet særlig vægt på at formidle det samlede bymiljø, som gennem mere end 250 år har udviklet sig i samspil med kanalerne – byens rygrad og livsnerve. Historierne er mange, og vi gør en dyd ud af at sammensætte en spændende byvandring, som taler lige ind i skolens undervisningsplan. Vi laver byvandringer med udgangspunkt i forskellige temaer, som demokrati og klasseforskelle (fra stavnsbånd og enevælde til landboreform – op til i dag), industrialiseringen, arkitektur eller arbejdsforhold og levevilkår op igennem tiden.
Kontakt museets administration, og book en byvandring med fokus på lige netop det emne, som er relevant for din undervisning.
I forbindelse med byvandringen anbefaler vi at gøre brug af vores tilknyttede undervisningsmateriale, som I finder længere nede på siden. Undervisningsmaterialet kan niveautilpasses undervejs.
4.-7. klasse: Tværfagligt forløb på 13 lektioner (1 lektion før byvandring, 1 lektion til byvandring, 11 lektioner til efterbehandling af byvandring: Produktorienteret opbygning af tidslinje, historie med kroppen samt brevskrivningsopgave).
Max deltagere: 30 deltagere
Varighed: 50 min.
Tidspunkt
Målgruppe
Fag
Pris
Læringsmål
Byvandringen tager udgangspunkt i historiefagets kompetencemål med fokus på kronologi og sammenhæng samt historiebrug gennem historiske scenarier.
Efter 4. klassetrin:
Eleven kan placere elementer fra historien tidsmæssigt i forhold til hinanden.
Eleven har viden om livsgrundlag og produktion før og nu.
Eleven har viden om magtforhold og samfundsstrukturer før og nu.
Efter 6. klassetrin:
Eleven har viden om historiske perioders tidsmæssige placering og kan sammenligne væsentlige træk ved historiske perioder.
Efter 9. klassetrin:
Eleven kan på baggrund af et kronologisk overblik forklare, hvorledes samfund har udviklet sig under forskellige forudsætninger, og kan forklare historiske forandringers påvirkning af samfund lokalt, regionalt og globalt.
Læs mere i det tilhørende undervisningsmateriale.
Hvor?
Industrimuseet Frederiks Værk
Torvet 1
3300 Frederiksværk
Telefonnummer
Webside
E-mailadresse
Kontaktperson
Industrimuseet Frederiks Værk, administrationen