På sporet af parforcejagt og verdensarv
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland kom på UNESCO’s Verdensarvsliste i 2015. Men hvad er parforcejagt? Og hvorfor er Parforcelandskabet kommet på verdensarvslisten? Hvad er en verdensarvsliste, og hvad er UNESCO? Det er de spørgsmål, som ”På sporet af parforce og verdensarv” giver eleverne svar på.
MAGT JAGT OG PRAGT
Hvad er parforcejagt: Parforcejagt er en jagtform, hvor jægere til hest og med hunde forfølger et udvalgt dyr, f.eks. en hjort, indtil den falder om af udmattelse. Den fornemste jagtdeltager, ofte kongen, dræber den med et kort sværd – en såkaldt hirschfænger. Parforcejagten var populær under enevælden og krævede en helt særlig udformning af jagtlandskabet, der stadig kan ses i de nordsjællandske skove og dyrehaver. Parforcejagten og den geometriske udformning, man gav parforcejagtlandskabet, handlede om at vise, at kongen kunne tæmme og kontrollere det, der blev opfattet som en farlig og kaotisk natur.
Indhold: I forløbet arbejder eleverne med parforcejagtlandskabet som verdensarv set i relation til andre verdensarvssteder. Med afsæt i kort, billeder, faglige tekster, fiktive beretningen om den jagtglade konge Christian 5. samt kreative aktiviteter med geometriske mønstre får eleverne indblik i, hvordan jagten foregik, hvorfor kongerne brugte denne jagtform, hvordan parforcejagtlandskabet er udformet, og hvorfor parforcejagtlandskabet er kommet på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Eleverne opnår en forståelse for, at de enevældige konger brugte jagten og indretningen af jagtlandskabet til at iscenesætte deres magt.
Forløbet afvikles i klassen som forberedelse til en udflugt i parforcejagtlandskabet i Store Dyrehave, Jægersborg Dyrehave, Jægersborg Hegn eller i Gribskov. Der er desuden materiale til brug ved besøg på legepladsen Kronhjorten ved Skodsborg Station, der er udformet med inspiration i historien om Christian 5.s parforcejagt og derfor velegnet til formidling for yngste del af mellemtrinnet. Materialet indbefatter oversigt over oplevelser i de tre parforcejagtlandskaber samt relevante brochurer, kort m.m.
Forløbet kan med fordel bruges som optakt/opfølgning til forløb om enevælden.
FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling: Dette forløb giver eleverne anledning til at tænke over og forstå dem selv og deres historie i en større global fortælling.
Mulighed for tværfagligt forløb: Der arbejdes med de geometriske former i parforcejagtlandskabet. Her kan med fordel laves et tværfagligt samarbejde med matematik og billedkunst/design.
Praktiske oplysninger: Det kan være en udfordring at komme omkring i parforcejagtstederne, da de relevante historiske steder og monumenter ligger med ret stor afstand til hinanden. Her kan det være en løsning at medbringe cykler, hvis det er muligt.
Tidspunkt
Målgruppe
Fag
Pris
Max. antal børn
Læringsmål
Styrker elevernes kompetence til at have en reflekteret omgang med historie – det at kunne tænke historisk. I forløbet arbejder eleverne med historiske scenarier og historisk empati med henblik på at prøve at forstå fortiden på dens egne præmisser.
4. -5. klasse
Kronologi og sammenhæng:
Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv
Kronologi. Historiebrug:
Eleven kan fortælle om, hvordan mennesker er påvirket af og bruger historie
Historiske scenarier & Historiske fortællinger & Historisk bevidsthed
6. klasse: Kronologi og sammenhæng:
Eleven kan sammenligne væsentlige træk ved historiske perioder
Det lokale, der regionale, det globale
Historiebrug: Eleven kan perspektivere egne og andres historiske fortællinger i tid og rum
Historiske scenarier
Hvor?
Forløbet afvikles i klassen som forberedelse til en udflugt i parforcejagtlandskabet i Store Dyrehave, Jægersborg Dyrehave, Jægersborg Hegn eller i Gribskov.
Telefonnummer
Webside
E-mailadresse
Kontaktperson
Formidlingsinspektør